I går havde min smukke datter fødselsdag, hun fyldte 7 år og så er man jo ved at være en stor pige. Så har man f.eks. allerede gået i skole i over et halvt år og næsten vænnet sig til det. Man har også tabt en hel del mælketænder, og det er meget vigtigt, for klasselæren har lovet børnene i 0.a, at hvis de til sammen taber 100 mælketænder, så får de en gave. Jeg mener at status på det er, at der er tabt 91 tænder på nuværende tidspunkt, så de nærmer sig målet.
Vi vækkede selvfølgelig Filippa med fødselsdags sang og flag. Eller nu siger jeg godt nok vækkede, jeg er sikker på, at hun allerede havde ligget helt stille i et stykke tid i sin seng og ventet på os. Så var det op og ind til morgenbordet hvor vi havde dækket fint op med flag og gaver. I nattens løb var Filippa gået hen og havde fået ondt i halsen og hun var også temmelig hæs og mente derfor ikke at det kunne komme på tale at hun skulle i skole. Vi andre tænkte vores, kunne det f.eks. have noget at gøre med at hun var for genert til at tage i skole og fortælle om sin fødselsdags morgen? Det nægtede hun på det pureste og hun var da også meget hæs.
Efter en tur i køkkenet hvor Torben og jeg lige fik vendt vores tanker omkring problemet, var vi blevet enige om at hun skulle blive hjemme i sin seng, og samle kræfter til kl. 13 hvor pigerne fra klassen skulle komme på besøg. Det er altså meget synd for Filippa at hun er så genert, at det rent faktisk hæmmer hende i hvad hun kan gøre. Konklusionen blev, at det var bedre at hun var tryg ved at have klassen på besøg frem for, at gennemtvinge at hun skulle i skole, når hun nu ikke turde stå foran klassen og fortælle om sine gaver osv.
Der var også en anden udfordring på denne dag nemlig, at Oscar jo kun er i skole til kl. 12.10, så han skulle være hjemme mens huset var fyldt med 6 – 7 årige piger. Det kan være temmelig stor udfordring for en dreng på 9 år med en Aspergers diagnose (og ADHD), at skulle klare det støjniveau og den tumult sådan 11 piger kan mestre. Oscar havde heldigvis allerede da han stod op besluttet, at han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for, at hans lillesøster skulle have en god fødselsdag.
Han gjorde sit bedste hele dagen, var en sød og god storebror, og det var kun da vi skulle synge fødselsdagssang, og råbe hurra at han fik en lille nedsmeltning og lidt senere da en af piger kom til at nævne hans elskede kat der døde i efteråret, ja så lå han i sin seng og græd over savnet af Lakrids (katten). Resten af tiden mærkede vi faktisk ikke ret meget til ham, han konstruerede en masse ting i stanniol ude i køkkenet, og kiggede bare en gang i mellem ind i stuen for at se hvad vi havde gang i.
Da Torben kom hjem fra arbejde, tog Filippa og ham ud på en lille cykeltur, for hun havde nemlig fået en ny cykel i fødselsdagsgave og den skulle jo prøves på en rigtig lille tur. Og imens de cyklede, så kunne jeg lige ligge 15 minutter på sofaen og samle lidt kræfter igen, for hold da op hvor er man træt når ungerne er taget hjem igen efter sådan en fest.
Så skulle vi ud og spise, i vores familie er det nemlig en tradition, at man må vælge hvor man vil hen og spise når man har fødselsdag. Filippa ville gerne på Jensens Bøfhus, og det er også det eneste sted Oscar vil spise i Herning. Men vi andre er temmelig trætte af altid at spise der, så det var egentlig meningen at vi dagen før skulle kigge ind i et par andre restauranter, for på den måde at finde et sted mere, hvor vi kunne spise. Det gælder jo om at træne Oscar og udvide hans verden så den ikke ender med at blive mindre og mindre. Desværre så havde vi ikke mulighed for at nå det mandag, så vi var på vej til Jensens Bøfhus da vi kom til at tale om Bones, som er en anden familie restaurant i byen.
Og hvordan sælger man så lige sin impuls ide ind til et barn med Aspergers? Det er jo netop en af hans store udfordringer, at man ikke bare kan ændre på planerne, og da slet ikke til noget ukendt. Vi fortalte om stedet, og at man hvis man er medlem kan spise gratis på sin fødselsdag og det syntes Oscar lød som en bragende god ide, det der med gratis. Så aftalen blev, at vi gik ind og kiggede på stedet, og hvis de begge sagde ok til det(var jo Filippas dag ), så skulle vi spise der. Vi trådte ind af døren og Torben og jeg kiggede på hinanden og tænkte vist det samme, nemlig hold da op en larm, og sikke mange mennesker, men begge børn var med på at blive. Til begge børns store ros så gik det smadder godt, det er selvfølgelig lidt af en håndfuld at have Oscar med ud og spise, og tager man det i med i sin betragtning, så var det et meget vellykket restaurant besøg og jeg er sikker på at det ikke er sidste gang vi kommer der.
Vel hjemme igen, så var det endelig blevet sengetid. Oscar havde lidt svært ved at falde i søvn, men det var nu ikke tankerne, som ellers plejer at være det der driller, men fordi en tåbelig nabo mente, at det var ok at slå græs og klippe kanter til kl. 21.30.
Et par timer senere var det også blevet de voksnes sengetid, og i den forbindelse så kigger jeg lige ind til Filippa. Min smukke pige ligger og sover så dejligt. I den ene hånd krammer hun mit tørklæde (har hun aldrig gjort før)og i den anden hånd snoren med nøglen til den nye cykel. Så vælter hele min verden. Jeg kan slet ikke holde op med at græde for jeg føler, at jeg slet ikke er en god nok mor for hende. At jeg altid sætter Oscar først pga. hans behov. Det er simpelthen ikke i orden og jeg vil ikke have det sådan mere. Det er ikke hendes skyld, at jeg er fyldt op og ikke kan rumme mere, når hun kommer og søger min opmærksomhed. Hun er jo så smuk og klog og dejlig og jeg SKAL finde mere tid og plads til hende, for det fortjener hun i den grad og hun higer efter min opmærksomhed det er der ingen tvivl om. HUN MÅ IKKE VÆRE DEN DER ENDER MED AT BETALE PRISEN, bare fordi hun tilfældigvis har fået en handicappet storebror.
Og alt i mens jeg sidder og skriver afslutningen på dette indlæg, så løber tårerne igen ned af mine kinder, for det gør så undt i mit hjerte at tænke på, at mens jeg har kæmpet med næb og klør for at være en god mor for Oscar, så har jeg måske ikke været en god nok mor for Filippa.
